Genmab rekrutterer allerede til Hillerød
Selv om kontrakten for køb af 100.000 kvadratmeter grund i Hillerød endnu ikke er underskrevet, er biotekvirksomheden Genmab i København allerede begyndt at rekruttere personale til den pilot plant hvor selskabet skal fremstille antistoffer til sine kliniske forsøg.
-- Det er de personer som skal være med til at etablere projektet, siger Jørn Duhn, human resource director hos Genmab.
Det drejer sig om en halv snes personer der skal være på plads inden sommer.
Anlægget i Hillerød ventes at omfatte 10.000 kvadratmeter og skal give arbejde til 100-200 personer. Hovedparten af disse rekrutteres ikke før byggeriet begynder at blive færdigt. Hvornår det bliver, er indtil videre uklart eftersom kontrakten om grundkøbet endnu ikke ligger klar.
-- Bestyrelsen har truffet beslutning om at vi vil købe grunden i Hillerød, men kontrakten er ikke underskrevet endnu. Der mangler dog kun nogle mindre detaljer, og vi regner med at det sker snart. Derefter kan vi gå i gang næsten omgående eftersom forberedelserne allerede er klar, siger Rachel C. Gravesen, vicedirektør.
Ud over rekrutteringerne til projektet i Hillerød regner Jørn Duhn med at Genmab vokser fra 85 til mindst 100 personer i København i løbet af året.
Genmab blev grundlagt i 1999 og er noteret på Københavns Fondsbørs og Neuer Markt i Frankfurt. Selskabets forskningsområder er antistoffer mod blandt andet reumatoid artritis, psoriasis og cancer.