Den globale Internet-samarbejdsorganisation, First Tuesday, opruster i Norden og har fra ledelsen i London udpeget direktør for københavnske Superfish.com, Stefan Hansen, 28 år, til nordisk koordinator.
First Tuesday er et kontaktorgan mellem investorer og idemagere i Internet-branchen med fast mødedag første tirsdag i hver måned. I København er interessen vokset eksplosivt fra knap 100 deltagere til første møde i november 1999 – til op mod 500 deltagere tirsdag den 1. februar.
Stefan Hansen skal koordinere sammensætningen af de bedste teams i Oslo, Stockholm, Helsinki og København.
— Vi skal tiltrække entreprenører, investorer og rådgivere og udnytte erfaringerne på tværs i Norden, siger Stefan Hansen, som har en fortid hos A.P. Møller.
Udnævnelsen bliver officiel efter godkendelse i Norden, men efter meldingen fra ledelsen i London bør det være en formalitet.