Finansielt samarbejde vigtigt i krisetider

Kort sagt: Finanskrise og svagere konjunkturer har kølet venturekapitalmarkedet gevaldigt ned. Innovationsvirksomheder er nu nødt til at finde andre muligheder for finansiering. De seneste måneder har flere teknikfirmaer skiftet ejer – og derigennem fået nye penge i kassen.

Af Kristian Svensson

Hvad har en skiløber, en rallykører og en ventureselskab til fælles? Jo, viljen til at turde trods en kalkuleret sandsynlighed for, at det går galt. Men mens det er højsæson for skisport, og årets udgave af rallyligaen WRC allerede er i fuld gang, er risiko ikke noget populært ord på finansmarkederne lige nu.

Ganske vist har mobilteknikfirmaet Conveneer i Lund netop fået 36 millioner SEK i venturekapital fra Industrifonden og amerikanske Broken Arrow, men det er tydeligt, at færre er parat til at investere penge i ideer hos mindre virksomheder, som i bedste fald kan give et afkast langt ude i fremtiden.

Det er på tide at søge nye udveje. En mulighed for selskaber i udviklingsfasen er at finde kunder, som vil indskyde finansiering til gengæld for viden og skræddersyet teknik. Præcis hvor integrerede virksomhederne bliver i en sådan aftale, kan dog variere.

Mange ville nok mene, at forskningsselskabet Respiratorius i Lund har vundet den store gevinst. Firmaet tester nu sit stof mod lungesygdommen KOL på dyr i samarbejde med et internationalt medicinalfirma, hvis navn stadig er hemmeligt. Respiratorius beholder rettighederne til kandidaten, og partnerens eneste betaling er goodwill.

En anden vej fremad har Swiftfoot Graphics i Lund fundet. Rapidus kunne i denne uge afsløre, at selskabet er blevet opkøbt af den amerikanske hardwaregigant Intel. Sammenlignet med Respiratorius befinder Swiftfoot sig dermed i den anden ende af skalaen for integration mellem kæmpe og dværg.

Swiftfoot udvikler algoritmer til gengivelse af tredimensionelle objekter på computerskærme på en mere effektiv måde. Blandt de tidligere investorer kan nævnes Vinnova og Lunds universitets holdingselskab LUAB. Nu slipper Swiftfoot for at jagte venturekapital, mens Intel får tilknyttet en vigtig spidskompetence.

Et andet eksempel på, hvordan nyt ejerskab kan blive en vitaminindsprøjtning, er det Lundbaserede IT-firma Logipard. Indtil december sidste år var Logipard et selskab delvist ejet af det tabsplagede Anoto, men efter at være blevet købt ud af den britiske halvlederproducent ARM satser virksomheden nu på en større global ekspansion med sin videoteknik.

Mod slutningen af sidste år kunne også GPS-firmaet Wayfinder og computerspilfirmaet Massive Entertainment sikre deres fremtidige udvikling efter opkøb fra henholdsvis Vodafone og Ubisoft.

Så selv om ventureinvestorerne er blevet sværere at danse med, står det klart, at de store brancheaktører kan se værdien i mindre innovationsvirksomheder. De barske tider har trykket priserne, men det behøver ikke altid at komme så langt som til egentlige opkøb.

At kunder går ind med penge i udviklingsprojekter i medicinalbranchen er der masser af eksempler på; et er amerikanske Genentech, der samarbejder med Symphogen i København omkring udviklingen af medicin mod infektionssygdomme ved hjælp af Symphogens teknik vedrørende polyklonale antistoffer.

Dagens angst for risiko baner vejen for, at vi også fremover i andre brancher vil se stadig flere løsninger, hvor kunder eller samarbejdspartnere træder ind som investorer, med hel eller delvis overtagelse af virksomheden.

Etablerede aktører har tydeligvis gavn af at kunne opfange innovationer i en tidlig fase for aktivt at tage del i udviklingen. I et finansielt perspektiv kan en sådan partner nedkalkulere risikoen for, at det går galt, i takt med at partnerens egen indflydelse vokser. Det burde lokke brancheaktører mere end traditionelle ventureinvestorer til at satse penge, hvilket er en vigtig mulighed for iværksættere, når krisen kradser.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: