Eyescream starter forfra med samme personale og kunder
Det nyligt konkursramte reklamebureau Eyescream Communications i Malmö starter forfra under samme navn og med alle de 12 ansatte tilbage i det nye selskab.
-- Vi blev helt uforskyldt trukket med ned i vores moderselskabs konkurs, siger Eyescreams oprindelige grundlægger Mats Svensson til Rapidus. Efter en lynaktion over for vores kunder og leverandører går vi i gang igen, med et godt grundlag for virksomheden.
Mats Svensson tager nu selv majoriteten i selskabet med cirka 70-75 procent af aktierne, mens de ansatte tegner sig for resten.
Adm. dir. bliver Michael Brunius, der har arbejdet i Eyescream i et par år, mens Niklas Bergenblad vender tilbage til stillingen som Creative director.
I kraft af rekonstruktionen bliver Eyescream igen et mere traditionelt reklamebureau uden nogen særlig supplerende orientering mod IT.
Størst opmærksomhed i den seneste tid har selskabet vakt med en kampagne produceret for det internationale biludlejningsfirma Sixt, med skandinavisk hovedkontor i København.