Dansk autowok steger nordmændenes bacon
Arkimedes skrue kan ikke bare anvendes til at pumpe vand op til kornmarker. I DTU-knopskydningen Gastroprocess Technologies anvendes samme princip i et automatisk system, som woksteger alt fra kødfars til nasi goreng.
Gastroprocess woksystem består af et 4,5 meter langt trug i rustfrit stål, som opvarmes til et par hundrede grader. Råvarerne hældes ned i den ene ende og skrues derefter frem til den anden, hvor de triller færdigstegte ud. Varmen kan varieres langs vejen, og råvarer som skal steges i kortere tid tilsættes tættere på enden, forklarer adm. dir. John Cort Massow.
Han har en lang fortid fra levnedsmiddelbranchen, blandt andet som indkøbschef for butikskæden Irma og adm. dir. for krydderiproducenten SFK Food.
Bag teknikken står en gruppe forskere på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, med professor Jens-Adler Nissen i spidsen. Firmaet blev grundlagt i 2002.
Gastroprocess wok er beregnet til brug ved forbehandling af frosne eller kølede madvarer, som derefter kan varmes op lige inden servering. Indtil nu har man en håndfuld kunder, primært i Storbritannien hvor halvfabrikata er almindelige i fryse- og kølediskene. Blandt dem er Oscar Mayer, ejet af Kraft.
Vi har også en kunde i Norge, som leverer bacon til hotelkøkkener. I stedet for at kokken skal komme ind klokken seks om morgenen, steges baconet i vores maskine og kan derefter let varmes op på stedet, siger John Cort Massow.
Han satser på 2-3 millioner kroner i omsætning i 2009 og håber på break-even næste år. Foruden John Cort Massow er blandt andre Jens-Adler Nissen og en halv snes DTU-forskere på Gastroprocess ejerliste.
Af Erik Olausson