Danmark mister optioner som argument for at tiltrække folk
Den danske vækstbranche i sær indenfor IT har mistet et argument for at tiltrække medarbejdere. Et voldsomt stigende antal konkurser og en principiel afgørelse om, at ingen lønmodtagere får erstatning for mistede aktieoptioner ved en konkurs, har undermineret især nye, danske IT-firmaers muligheder for at tiltrække de bedste IT-medarbejdere ved at argumentere med optionsmuligheder.
Det vurderer Lønmodtagernes Garantifond, LG, som udbetaler erstatning for manglende løn ved konkurser. Modsat private investorer, som investerer i optioner ud fra en risikovurdering, har mange lønmodtagere ved en ansættelse betragtet optioner som en del af lønnen eller en del af den pris, som arbejdsgiveren skulle betale før medarbejdere accepterede en lavere løn. Men nu har LG helt principielt fastslået efter en afgørelse i en enkelt sag, og efter mange forespørgsler fra bekymrede lønmodtagere, at optioner ikke er en del af lønnen, og dermed ikke noget man kan få erstatning for ved konkurser.
-- Afgørelsen gør optioner mindre attraktive. Vi kan også høre i IT-branchen, at det ikke lige er i et nyt web-firma, at man nu får folk via optioner, siger kontorchef i LG, Jan Michael Lindgreen.
LG har de tre første kvartaler af i år hjulpet 26 procent flere lønmodtagere end sidste år med erstatning for manglende løn efter en konkurs - i alt 11.161 lønmodtagere.