Dan Olofssons børshandler skaber ny IT-kronprins i Skåne

Kort sagt: Malmös IT-konge Dan Olofsson er atter tilbage på erhvervsscenen efter en række år, hvor overskrifterne mest har handlet om hans private engagement i Sydafrika. Sammen med tre andre skånske iværksættere vil han købe IT-firmaet Sigma fri af børsen. Det ser ud som om de tidligere søsterselskaber Sigma og Epsilon, der i 2001 gik hver sin vej, skal splejses sammen igen. Nøglepersonen i det hele bliver dog en helt anden end Olofsson.

Af Kristian Svensson og Thomas Frostberg

Svenske medier har de seneste år skrevet mange spaltemeter om Dan Olofsson og hans safarianlæg Thanda, der fik besøg af Malmös borgmester Ilmar Reepalu. Besøget førte til en langstrakt retsproces omkring eventuelle bestikkelsessager. Olofsson har også været stærkt involveret i Star School, et projekt der skal bremse spredningen af aids blandt sydafrikanske unge.

Betydeligt mindre opmærksomhed har hans forretninger fået. Nu er Dan Olofsson dog tilbage i rampelyset. Han og Axis-grundlæggeren Martin Gren samt Skåne-iværksætterne Sten K. Johnson og Kent Widding-Persson har givet et tilbud på Olofssons selvskabte virksomhed Sigma. Konsortiet kalder sig Askerö Utveckling og er parat til at betale 599 millioner svenske kroner for virksomheden.

Men den mest interessante person i det nye Sigma bliver ikke nogle af disse navnkundige finansmænd. I stedet træder en af de mindre kendte sværvægtere fra den svenske konsulentbranche ind som centralfigur, Landskronadrengen Mats Boström. I dag er han koncernchef og adm. dir. for Epsilon, i det afnoterede Sigma skal han være bestyrelsesformand.

Det er nu elleve år siden Sigma blev børsnoteret. I 2001 blev virksomheden delt op i tre selvstændige konsulentfirmaer: Sigma, Teleca og Epsilon. Sigma fokuserede på IT, Teleca på telekombranchen og Epsilon på teknik og systemudvikling.

I 2003 købte Dan Olofsson Epsilon fri af børsen. Siden da er Malmöfirmaet vokset fra knap 600 millioner svenske kroner til godt en milliard i omsætning. Overskuddet lå sidste år på over hundrede millioner.

Samtidig har Sigma støt og roligt øget til knap 1,4 milliard i omsætning, men resultatet har aldrig nået Epsilons nuværende niveau. I fjor faldt Sigmas overskud endda. Men problemerne kommer dog ikke i nærheden af dem, som Teleca har haft - selskabet præsenterede et kæmpetab på flere hundrede millioner i 2007.

I februar solgte Dan Olofsson sin portefølje i Teleca. Hans interesse for Sigma er dog ikke kølnet, tværtimod kan pengene fra Teleca-salget anvendes i det nye projekt.

Det ser ud som om Olofsson vil tage Sigma ud på en privat rejse mod bedre lønsomhed, svarende til den Epsilon påbegyndte i 2003. Planen er at lade Mats Boström tager over som formand i Sigma, en post Dan Olofsson selv beklæder i dag. IT-koncernens arbejdsform skal være mere som Epsilons.

I Askerös pressemeddelelse om Sigma-tilbuddet står der, at Mats Boström og virksomhedsledelsen skal "implementere dele af Epsilons managementkoncept, hvilket på langt sigt vurderes at styrke Sigma". Den noget uldne formulering er dog ikke noget Boström vil uddybe, men han mener, at det ikke bliver noget problem at nå både opgaverne i Epsilon og formandsjobbet. Den beslutning ville gøre ham til hovedperson i den nye virksomhedsgruppe, med et godt stykke over 2.000 ansatte.

Kvartetten bag Askerö vil rendyrke Sigmas aktiviteter inden for IT og managementrådgivning. Området informationslogistik, som omfatter de i fjor opkøbte Kudos-selskaber, skal sælges til Epsilon.

Ud over det kan vi forvente et betydeligt tættere samarbejde mellem virksomhederne. Det kan handle om koordinering på administrations- og udviklingssiden. Målet er stordriftsfordele og besparelser. En vis effektivisering af organisationen er tænkelig.

Til dette arbejde burde Mats Boström have gode forudsætninger. Han har arbejdet i Dan Olofssons firmaer i ti år, først i Sigma og siden hen som ansvarlig for Epsilons aktiviteter i Stockholm. Ved opsplitningen af Sigma i 2001 var han vicedirektør i Epsilon, og i 2003 blev han forfremmet til koncernchef.

Længere tilbage var Boström ansat i den amerikanske medicinalkoncern St. Jude Medical. Han er både uddannet ingeniør og økonom, opvokset i Landskrona, men i dag bosat i Bjärred.

Mats Boström har ry for at kende konsulentbranchen indefra på en måde, som langt fra alle direktører gør. Han har arbejdet sig op fra bunden. Og en ting er helt klar: Malmös gamle IT-konge Dan Olofsson, som ejer halvdelen af Askerö, har vist ham stor tillid.

Dan Olofssons store engagement i Sydafrika har vakt en vis kritik, gående ud på at han ikke skal have fulgt udviklingen i sine selskaber tilstrækkeligt nøje. Derfor er det helt naturligt for ham at gøre Mats Boström til sin forlængede arm og kronprins. Valget er ekstra interessant, fordi Boström, med sin brede skånske accent, er så langt fra de McKinsey-skolede chefemner fra Stureplan, som man kan komme. Det er sikkert også derfor, Dan Olofsson har så stor tillid til ham.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: