Colt Telecoms ny direktør går på markedshugst i Malmø
Når Colt Telecoms nye konstituerede direktør i København, Morten Jæger Petersen, officielt tiltræder i dag, planlægger han øget markedshugst på telemarkedet i Malmø i år. Det betyder øget salgsarbejde i Malmø fra København såvel som en administrativ omlægning, så Malmø-aktiviteterne får eget budget. I København forventes derfor yderligere ansættelser med tiden for at tage sig af de nye opgaver i Malmø.
Formelt hører Malmø stadig under Colt Telecoms svenske hovedkontor i Stockholm, som hidtil har taget de fleste opgaver i Malmø. Men eftersom der er nye muligheder med danske firmaer, som opretter filialer i Skåne og skånske firmaer, som laver filialer på Sjælland, vil Morten Jæger Petersen yderligere udnytte de forretningsmuligheder, der tegner sig efter Colt oprettede eget telebrohovede (point of presence) i Malmø sidste år.
Colt Telecom i Københavns Sydhavn tæt på Nokias danske hovedbygning omsatte sidste år for 100 millioner danske kroner, og trods et underskud på 50 millioner forventer Morten Jæger Petersen sorte tal på driften (før afskrivninger) for første gang i år efter de seneste års store investeringer siden starten i København i 2001.
Colt Telecom er noteret på London Stock Exchange og NASDAQ i USA, og er paneuropæisk leverandører af kommunikation til erhvervslivet via lokale netværk samt internationale teleforbindelser. I modsætning til mange andre teleselskaber leverer Colt ydelserne over egne, nedgravede fibre på 20.000 kilometer i integrerede netværk, som forbinder 10.000 bygninger i 32 storbyer i 13 lande. Selskabet har i Københavns-området sit eget 250 kilometer lange højhastighedsnetværk af optiske fiberkabler, og foreløbig 41 ansatte.