CellaVision forlænger nyemission
Ideonvirksomheden CellaVision i Lund forlænger tegningsperioden i den nyemission, som skal sikre selskabet en kapitaltilførsel på 35 millioner svenske kroner.
Ifølge adm. dir. Yvonne Mårtensson skyldes det ikke svigtende interesse, men at bestyrelsen ønsker at være sikre på, at alle aktieejere har modtaget information om den nys indgåede distributionsaftale med Sysmex America. I forbindelse med aftalen afgav Sysmex en ordre til en værdi af 3,5 millioner svenske kroner.
De største aktieejere har garanteret knap halvdelen af emissionsbeløbet på forhånd. Desuden er emissionen åben for offentligheden, selv om de nuværende aktieejere har fortrinsret ved overtegning.
CellaVision udvikler og sælger produkter til automatisk billedanalyse af blodlegemer i blodprøver.