Cartela får tilført kapital til forskning i ledsygdomme
Forskningsvirksomheden Cartela AB i Lund får tilført ti millioner svenske kroner fra investeringsselskabet Volito i Malmø og venturekapitalselskabet TeknoSeed i Lund.
Pengene skal anvendes til fortsat forskning omkring ledsygdomme såsom artrose og reumatoid artritis, hvor brusken i leddene nedbrydes eller beskadiges. I dag findes der ingen metode til genskabelse af brusken, og artrose rammer omkring hver tiende person.
Målet er i løbet af halvandet år at udvikle nogle produktkandidater og testresultater på området for derefter at drive projektet videre sammen med et større medicinalfirma.
Baggrunden er flere års forskning ved instituttet for celle- og molekylærbiologi ved Lunds universitet under ledelse af docent Evy Lundgren-Åkerlund, i dag adm. dir. for Cartela. Hun har opdaget, at integrinet alfa10, et protein på bruskcellernes overflade, har evnen til at stimulere nydannelsen af brusk.
I ledelsen for virksomheden sidder flere tunge navne. Karl-Olof Borg, tidligere forskningschef på Active Biotech, Astra og Pharmacia, er delejer i Cartela og formand for bestyrelsen. Projektet var i hans tid som forskningschef også inde hos Active Biotech, men i dag er der ingen forbindelse mellem selskaberne.
Blandt de øvrige delejere finder vi Stefan Lohmander, professor i ortopædi ved Lunds universitet.
Cartela vil få fem ansatte i Lund og leje sig ind i lokaler hos Biomedicinskt centrum, BMC. Desuden ansættes en person i Uppsala, hvor der drives forskning omkring integrinet alfa11 under ledelse af docent Donald Gullberg ved Uppsala universitet.