CarpoNovum køber norsk ejer ud efter stor uenighed

Medicoteknikfirmaet CarpoNovum i Lund, som udvikler en prisbelønnet koblingsring til tarmoperationer, har i løbet af foråret købt sin norske investor Caprice Medical ud. Det norske firma havde garanteret 20 millioner svenske kroner, som skulle udbetales i portioner ved milepæle i udviklingsarbejdet. I sidste ende blev det i stedet til en underskudsforretning for CarpoNovum. Samtidig med at Caprice blev købt ud, udtrådte selskabets repræsentant Nils Foldal af bestyrelsen.

CarpoNovums grundlægger og adm. dir. Anders Grönberg mener, at udkøbet skete på grund af modsætninger mellem Nils Foldal og de øvrige ejere.

-- Det blev efterhånden klart for os, at deres dagsorden ikke var den samme som vores. Desuden har de ved gentagne lejligheder med forskellige midler forsøgt at presse aktiekursen ned og øge deres andel i CarpoNovum, siger Anders Grönberg.

Han fortæller, at han føler sig ført bag lyset af den norske investors indledende positive engagement.

-- I tre måneders tid i løbet af foråret har jeg udelukkende arbejdet på at få dem ud af virksomheden. Vi har haft advokathjælp i vores argumentation mod Caprice Medical, og takket være et stærkt sammenhold blandt aktionærerne har det været muligt at købe dem ud. Det føles som en lettelse, at vi kan lægge denne smertefulde proces bag os, siger Anders Grönberg.

Nils Foldal, adm. dir. for Caprice Medical og dets ejerselskab Ludvig Lorentzen AS, mener ikke, at der herskede nogen konflikt mellem parterne.

-- Vi havde indgået en aftale, som virksomheden mente var problematisk. Da de følte, at der var en vis ubalance i vores indbyrdes rettigheder, kan jeg godt forstå, at man kan opleve det som en konflikt, siger han.

Nils Foldal siger, at Caprice Medical også forlader CarpoNovum, for at Ludvig Lorentzen AS skal kunne fokusere bedre på sine porteføljeselskaber, blandt andet Lundfirmaet QuNano med knopskydninger. Ludvig Lorentzen AS er majoritetsejer i selskabet Nano Future Invest AS, som har knap 10 procent af andelene i såvel QuNano som Glo og Sol Voltaics. Rapidus har talt med QuNanos adm. dir. Bo Pedersen og grundlæggeren Professor Lars Samuelson, og de vidner om gode relationer til Nano Future Invest.

Anders Grönbergs syn på Caprice Medicals optræden deles dog i stor udstrækning af en anden person i CarpoNovums investorkreds, som ønsker at være anonym.

-- Jeg ville ikke råde andre iværksættere eller investorer til at gå i seng med dem, siger kilden til Rapidus.

CarpoNovum har været tvunget til at opsige sine tre ansatte, men planlægger at genansætte dem, når man har fået tilført ny kapital - noget som Anders Grönberg tror vil være på plads midt på efteråret.

CarpoNovum er grundlagt af Anders Grönberg og Henrik Thorlacius og ejes af et dusin privatpersoner og business angels. I bestyrelsen sidder blandt andre den tidligere Gambrochef Leif Smeby, advokat Jonas Gulliksson og finansjournalisten Anders Haskel.

Af Lisa Kirsebom

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: