Capilon jagter 55 millioner til nye opkøb
Ventureselskabet Capilon i Helsingborg vil udnytte finanskrisen til at opkøbe industrivirksomheder til fordelagtige priser. I disse dage er startskuddet gået til en emission på 55 millioner SEK.
Capilon blev udskilt fra Malmökoncernen Pilum (tidligere Optegra) under navnet Termo Holding i slutningen af 2006. Forretningskonceptet er at investere i samt udvikle små og mellemstore virksomheder i Sverige og det øvrige Norden.
Målsætningen er en portefølje med ti virksomheder. I dag indeholder den TermoRegulator og Österby Marine, som blandt andet sælger stålstøbegods og vandjetaggregater. Emissionen giver ved fuldtegning 55,4 millioner SEK og skal bane vejen for nye opkøb.
-- Finanskrisen er det bedste, der kunne ske for os. Der er kun få købere på markedet i dag, og vi kan købe op til attraktive priser, siger adm. dir. Alex Molvin.
I første halvår omsatte koncernen for 244,5 millioner SEK med et resultat på 12,7 millioner.
Virksomheden har godt 800 ejere og er noteret på First North.
Af Kristian Svensson