Børssituationen får Kauiki Capital til at vente med nye emissioner
Det Københavnbaserede Kauiki Capital, som formidler kapital mellem private investorer og danske vækstvirksomheder, kan tydeligt mærke krisen på finansmarkedet. Interessen blandt privatpersoner for at investere i unoterede aktier forsvandt næsten helt efter terrorangrebet i USA, oplyser Kauikis adm. dir. Thomas Nielsen.
En igangværende emission i Digital Audio Denmark måtte helt indstilles, og nu afventer Kauiki positive signaler, før man går videre med nye emissioner. Da Kauiki startede i foråret var målsætningen at hjælpe tre til fire virksomheder med at få tilført sammenlagt 40 millioner danske kroner i løbet af året. Hidtil er en emission i Interface Biotech blevet fuldført, og sandsynligvis bliver der ikke flere emissioner i år.
-- Vi har en virksomhed, som vi har udarbejdet et prospekt til, men det mest sandsynlige er, at vi venter til efter nytår, før vi går ud med det, siger Thomas Nielsen.
Behovet for kapital er derimod stadig til stede. Kauiki forhandler i øjeblikket med yderligere to selskaber om hjælp til kapitalformidling.