Børsaktuelle Probi vender tilbage til kernen – men den største ejer truer troværdigheden

Kort sagt: Når det Lundbaserede forskningsselskab Probi i starten af december noteres på børsen i Stockholm, handler det mere om markedsføring end noget andet. Med noteringen kommer man ind i det gode selskab, men får også mulighed for at forsøge at give selskabet en ny profil.

Probi åbner et nyt forretningsområde, hvor selskabets sundhedsfremmende bakterier skal sælges til sundhedssektoren. Men egentlig handler det om at søge tilbage til selskabets rødder, og functional food bliver nu kun en af flere indtægtskilder. Det nye forretningsområde kan desuden på sigt løse problemet med Skånemejerier som både største ejer og største kunde.

Af Thomas Frostberg

Øget troværdighed over for kunderne og adgang til ny kapital angives som de to hovedårsager til noteringen på Stockholmsbørsens O-liste. Mindst lige så vigtigt, selv om det ikke fremhæves så tydeligt i prospektet, er værdien af det markedsføringsløft, som selskabet automatisk får. Alene siden nyheden om noteringen blev kendt i mandags, har der været skrevet lige så mange artikler om Probi som gennem hele indeværende år (bortset fra de små, pligtskyldige notitser efter hver kvartalsrapport). Men ingenting er gratis, for en børsnotering koster flere millioner og stiller en række strengere krav til regnskabsføring og informationsspredning.

Probi er et af forskerbyen Ideons ældste selskaber, grundlagt i 1991 baseret på flere års forskning fra Lunds universitet i den ”nyttige” bakterie lactobacillus plantarum 299v. Skånemejerier var tidligt med i projektet og emballerede bakterien i form af helsedrikken ProViva, men siden da er der ikke sket så forfærdelig meget. ProViva-salget er ganske vist vokset med 15-25 % om året, men fra meget lave niveauer. Mange er med årene begyndt at tro, at Probis mission aldrig ville lykkes - frem til sidste år hvor selskabet pludselig indgik flere internationale licensaftaler omkring henholdsvis functional food og kosttilskud, blandt andet med mejerigiganten Danone.

De første kosttilskud lanceres omkring nytår af Institut Rosell, og Danone siges at være på spring med deres første produkt baseret på Probis bakterie. Dermed burde det være på tide at læne sig tilbage og se på, mens royaltyindtægterne ruller ind.

I stedet ønsker selskabet at få tilført yderligere midler for at satse på et nyt område, kaldet klinisk nutrition eller på jævnere dansk ernæringsprodukter til sygeplejen. Så stor en nyhed er det dog heller ikke. De forskere, som engang grundlagde Probi, forsøgte netop at udvikle et ernæringstilskud til alvorligt syge patienter. Vejen via functional food kan nærmest ses som en genvej til indtægter, mens man ventede på, at sundhedssektorens interesse skulle vågne.

En vigtig forskel er nemlig, at sundhedssektoren giver en bedre betaling for produkterne, end den hårdt pressede levnedsmiddelbranche kan tilbyde. I sygeplejen er det muligt mere direkte at måle nytteeffekten i form af besparelser, som en probiotikabehandling kan betyde, når patienten har brug for mindre medicin og bliver rask hurtigere. Probiotika, de godartede bakterier som blandt andet Probi forsker i, har nemlig vist sig at kunne fortrænge de skadevoldende bakterier, som forårsager infektioner. På sigt ville probiotika kunne erstatte, eller i det mindste kraftigt mindske, behovet for antibiotikabehandlinger hos visse patientgrupper. Indledningsvist orienterer Probi sig mod intensivplejen, hvor de første studier har vist positive effekter ved behandling af alvorligt syge.

Fordelen dels ved at Institut Rosell og Danone kommer i gang med salget, og dels at Probi udvider med et nyt forretningsområde er, at Skånemejeriers dominans over virksomheden kan brydes.

I dag ejer Skånemejerier 14,35 procent af aktierne i Probi og er dermed største ejer foran H&B Capital. Skånemejeriers adm. dir. Rolf Bjerndell sidder i Probis bestyrelse, samtidig med at man har en eksklusiv aftale om at anvende Probis bakterier i levnedsmiddelprodukter i Norden og Storbritannien. Præcis hvordan denne aftale ser ud, og hvilken type levnedsmidler der er omfattet, er ikke offentliggjort til udenforstående, mere end at for eksempel is ikke er på listen. Ifølge Probis adm. dir. Per Bengtsson betaler Skånemejerier højere royalty end Danone, men samtidig tilbyder Probi gratis konsulenttjenester i form af videnoverføring og produktudvikling.

Det kræver ikke specielt meget fantasi at forestille sig, at et så nært forhold mellem sælger og køber af licensrettigheder til bakterien skræmmer andre potentielle kunder og forretningspartnere væk. Derfor er den øgede ejerspredning og udvidelsen af selskabets forretningsområde i forbindelse med noteringen ikke kun fine ord og visioner, men faktisk helt afgørende for Probis troværdighed og fremtidige udvikling.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: