Biotech Forum i Bella Center næsten fuldt booket…
Mere end et halvt år før indvielsesdagen er det meste af udstillingsarealet allerede booket til efterårets store biotekmesse i København, Biotech Forum i Bella Center. Selv om udsendelsen af markedsføringsbrochurerne først begynder i denne uge, mangler man kun at udleje en mindre del af den store udstillingshal (hal C), før messen er fuldtegnet. Desuden er der plads tilbage i Centerhallen, men den er frem for alt tiltænkt nationale pavilloner. I alt ventes 7.500 kvadratmeter udstillingsareal at være solgt, når messen starter den 5. oktober.
Biotech Forum er på blot nogle få år blevet den største af sin art i Skandinavien. På efterårets messe i Stockholm deltog godt 300 selskaber og 6.500 gæster. I år gennemføres messen sammen med den betydeligt ældre ScanLab-messe og forventes at tiltrække 9.000-10.000 gæster og 500 udstillende virksomheder i løbet af de tre messedage.
Medicon Valley-området vil være betydeligt mere eksponeret end på de forrige års messer, idet regionens virksomheder, forskerparker og universiteter er samlet på et 900 kvadratmeter stort, fælles udstillingsareal midt i messeområdet. Blandt de udstillere, som allerede er klar til Medicon Valley-standen, finder vi Alligator Bioscience, Scantox, Clinical Data Care, Medinova Scientific, Active Biotech, Stricent, Plougmann & Vingtoft, Zacco, Lunds universitet, Bioteam South samt forskerparkerne Ideon og Medeon.
Foruden Biotech Forum og ScanLab gennemfører Medicon Valley Academy Biotech Forum Science Conference, en videnskabskonference rettet mod både den akademiske verden og industrien. Fokus ligger blandt andet på Øresundsregionens styrkeområder diabetes, neurovidenskab, cancer og inflammatoriske sygdomme, men også tværvidenskabelige emneområder såsom bioinformatik, nanobioteknik og 3D-modellering.