Kort sagt: Berlin og København (med Skåne på sidelinjen) har en næsten resultatløs samarbejdsaftale for de to vigtige regioner, men til gengæld gør Berlin nu det, som Øresundsregionen skulle have gjort for længst: Berlin skaber en effektiv, investeringspræget markedsføring af erhvervslivet for en større region, som i Berlin nu også skal omfatte den omliggende region Brandenburg.

Mantraet er: Kritisk masse uden en forvirrende underskov af organisationer.

Af Keld Broksø - på gennemrejse i Berlin

Da Berlin-muren faldt mente man Berlins befolkningstal på 10 år ville runde 6 millioner, og til den tid ville Berlin være magnet for hele Europas erhvervsliv. I dag har Berlin kun 3,4 mio. indbyggere, arbejdsløsheden er 18 % mod 10 procent i Tysklands gennemsnit, og alligevel kan Øresundsregionen lære noget om markedsføring i Berlin.

Det handler her om et langt større engagement fra erhvervslivet og det offentliges side i markedsføringen, samling af aktiviteter i færre selskaber - og en fusion i markedsføringen af Berlin til også at omfatte den store, omliggende region Brandenburg.

Alt sammen tvunget af nød. De mere realistiske analyser siger i dag, at Berlin har nået bunden, og er ved at vende erhvervsudviklingen, men det sker ikke af sig selv.

Byen orienterer sig nu mod IT, biotek, musikindustrien, medier og innovativ forskning inden for software blandt andet til biler. Berlin satser på styrken som en stor universitetsby med en traditionel industri på retræte ikke mindst i den østlige region, som stadig er i en proces mod fuld integration med vestregionen. Lyder det ikke en smule bekendt?

Parallellerne åbner alle muligheder for samarbejde med Øresundsregionen om matchmaking, investeringer og datterselskaber på tværs, som kan drive væksten frem. Og hvad er der så sket?

For 3,5 år siden ramte en pressemeddelelse redaktionerne i København. Budskabet var, at København (med Malmø/Skåne som bisidder for at understrege Øresundsregionens muligheder) lavede en samarbejdsaftale med Berlin på områder som kultur, integration og ikke mindst erhvervsliv. For et år siden blev aftalen endda fornyet til også at omfatte trafikplanlægning, og en ny pressemeddelelse blev sendt ud om underskriftsceremonien mellem Københavns Jens Kramer Mikkelsen og Berlins Klaus Wowereit.

Problemet er, at udover kulturudveksling til samlet 4 mio. kroner betalt af foreløbig kun København, så er resultaterne af samarbejdet næsten ikke eksisterende, og en stor del af skylden må tillægges Øresundsregionens manglende evne til at udnytte mulighederne for samlet markedsføring. De ligger ellers lige til højrebenet: I 1999 blev et imponerende nordisk ambassadekompleks kongeligt indviet i Rauchstrasse. Den danske og svenske ambassade ligger dør om dør, så der nemt mentalt og praktisk kunne udspændes et banner om Øresundsregionens fortræffeligheder mellem de to ambassader, hvis man ville. Men, men.

Eksempelvis er et sløvt samarbejde mellem Copenhagen Capacity og erhvervsudviklingsselskabet, Wirtschaftsförderung Berlin, uden synlige resultater ud over lidt flybilletter på rejsekontoen. Det må begge organisationer tage ansvaret for. Men så er det Berlin nu træder i karakter, og giver et eksempel til efterfølgelse i Øresundsregionen:

Wirtschaftsförderung samler nu aktiviteterne for både Berlin og Brandenburg ud fra mantraet kritisk masse. Det sker med den dynamik, som et privat selskab med en topprofessionel bestyrelse af private investorer fra blandt andet den tyske investeringsbank, industrikammeret og en lang række associerede virksomheder kan skabe. Trods offentlig støtte kan man i Berlin i modsætning til i Øresundsregionen ikke forlade sig på offentlige tilskud, som i lige så høj grad tjener til at demonstrere politisk velvilje som til at skabe resultater.

I Berlins kritiske tilstand tæller kun det sidste.

Set i det lys viderebringer Rapidus her en interessant efterlysning fra lederen af erhvervsafdelingen i Wirtschaftsförderung Berlin, Heinz Kierchoff: Han mener Øresundsregionen vil have gavn af en lignende, samlet erhvervs- og markedsføringsindsats ikke mindst overfor andre storregioner som Berlin.

I dag skal Wirtschaftsförderung i spørgsmål om eksempelvis matchmaking først bevæge sig ind i junglen af Øresundsorganisationer for at finde en partner, og hertil klarlægge organisationernes mål og kompetencer, der i Øresundsregionen ofte er reduceret til rådgivende karakter eller politisk fernis over manglende beslutninger.

Vækstteorierne om Øresundsregionens samarbejde med andre europæiske storregioner blegner i mødet med virkeligheden, og man kan med fordel lytte efter lektionen fra Berlin.