Bedste Øresundsportefølje steg over 30 procent – slog indeks

Kort sagt: Rapidus' eget aktiemesterskab inden for rammerne af Börs-SM er afgjort. Det blev en hård kamp lige til målstregen mellem en erfaren investor og jokeren Hans Möller, bedre kendt som Ideons adm. dir.

Men bortset fra de to i teten har investeringerne været dårlige forretninger. Rapidus har fulgt op på de fem deltagerens investeringer og fundet en række danske og skånske virksomheder, der har fungeret som lokomotiver for en positiv kursudvikling. Andre blev til møllesten omkring halsen på Øresundsporteføljerne.

Af Kristian Svensson

Investeringsveteranen Jan Dahlqvist, partner i den danske investeringsfond Polaris Private Equity, havde i starten af efteråret en betryggende føring i Rapidus' aktiekonkurrence. Nogle måneder senere var den slet ikke så sikker. Mesterskabets joker Hans Möller havde et es i ærmet i form af Lundfirmaet BioInvent. I løbet af december begyndte aktien at klatre opad. Möller nærmede sig Dahlqvist, men nåede ikke helt forbi ham, før målsnoren blev brudt.

Blot nogle få dage senere præsenterede BioInvent nyheden om en samarbejdsaftale med amerikanske Genentech. Aktien steg over 40 procent på nogle timer, men da var konkurrencen allerede afgjort. Vinder blev Jan Dahlqvist, indtil i efteråret chef for ventureselskabet CapMans danske aktiviteter. Nummer to blev Hans Möller.

"Det føles udmærket. De ideer, jeg havde omkring investeringerne, er slået igennem i løbet af året. Men det er jo altid et spørgsmål om timing", kommenterer Jan Dahlqvist.

Samtlige aktier i den vindende portefølje steg i 2006: medicinalgiganten Novo Nordisk, fremstillingsvirksomheden Alfa Laval, byggefirmaet Peab og Danske Bank. De investerede 4.500 kroner blev til godt 5.900, en stigning på 31 procent, hvilket var nok til en placering som nummer 2.517 blandt de i alt 18.500 deltagere i Börs-SM.

For Novo Nordisk drejede det sig om en kursstigning på over 40 procent. Virksomheden præsenterede i løbet af året stærke tal for sine diabetesprodukter. Analytikere taler om voksende forventninger på nye markeder som Brasilien, Rusland og Indien - lande som i stadig højere grad begynder at få en skadelig vestlig livsstil med fed mad og for lidt motion.

Alfa Lavals aktie blev næsten fordoblet sidste år. De stærke globale konjunkturer er årsagen til stigningen. Med blandt andet varmevekslere og separatorer i sortimentet er selskabet tidligt med i forskellige branchers opbygning af nye produktionsstrukturer.

Skånske Peab fra Förslöv fik også god gavn af konjunkturerne, og aktien steg omkring 60 procent i løbet af 2006. En yderligere drivkraft er bestyrelsens forslag om at uddele virksomhedens industriaktiviteter, hvor blandt andre maskinudlejeren Lambertsson samt beton- og stenselskabet Swerock indgår, til aktieejerne i form af andele i et nyt datterselskab, Peab Industri AB.

Danske Bank påbegyndte i andet halvår en mere beskeden kursstigning. Som bagvedliggende faktor nævner analytikere en god bankkonjunktur med stigende udlånsvolumen. Kombineret med mere stabile forretningsmarginaler på udlån i Danmark end i eksempelvis Sverige har Danske Bank, som i november opkøbte finske Sampo Bank, kunnet se aktiens værdi stige.

Og så tilbage til BioInvent, som afgjorde mesterskabet ved at præsentere sin nyhed - set fra Hans Möllers perspektiv - et par dage for sent. Kaupthing Banks analytiker Benjamin Nordin forklarer december måneds tyvstartende kursstigninger med spekulationer forud for en ny storaftale. For tidligere på året var "der ikke sket noget i det selskab". Nu skal BioInvent sammen med biotekgiganten Genentech udvikle et præparat mod hjerte-/karsygdomme baseret på et antistof fra Ideonfirmaet.

Hans Möllers portefølje har en værdi af knap 5.500 kroner, hvilket også gør ham til en vinder, eftersom konkurrencens tre øvrige deltagere tabte penge på deres investeringer. Mange penge.

Lars Johanson, chef for SEB Aktiehandel Syd, tabte 14 procent på sine investeringer. Rapidus' redaktion mistede 18 procent af værdien. Værst gik det for en anden finansjournalist (eller i hvert fald forhenværende) Anders Haskel, i dag chef for HQ Bank i Malmö. Hans portefølje faldt næsten 30 procent i værdi.

I Lars Johansons portefølje var det i første række IT-firmaet SwitchCore, der fungerede som blylod. En investering, som han havde til fælles med Anders Haskel, var vindkraftfirmaet Vestas Wind Systems, et selskab der steg og dermed trak den anden vej. For Haskels vedkommende var det primært satsningerne på de to Fåhraeusselskaber Precise Biometrics og Anoto, der trak depotets værdi ned.

"Det føles slet ikke sjovt. Udgangspunktet var at tage ganske store chancer i denne portefølje; det ville aldrig komme på tale at give kunderne den slags købsanbefalinger. Min største investering var i Precise Biometrics, hvor jeg havde forventet en række positive nyheder i løbet af året, men selskabet har slet ikke indfriet forventningerne", siger Anders Haskel.

I Rapidus' egen portefølje udmærkede biotekselskabet Novozymes sig med en kursstigning på cirka 50 procent. En stadig større interesse for alternative drivmidler, ansporet af de relativt høje oliepriser, hjalp aktien opad. Novozymes sælger blandt andet enzymer, som anvendes ved produktion af ethanolbrændsel. I den forgangne uge talte George Bush om betydningen af at skifte over til biodrivmidler, og Novozymes' kurs steg yderligere. I går faldt aktien tilbage, efter at selskabet skuffede markedet med vækstprognosen for 2007.

Hvad er så konklusionen oven på konkurrencen? At det er muligt at tabe penge på aktier trods en stærk højkonjunktur? Ja, i det mindste hvis man satser på de forkerte selskaber.

Mere interessant er det, at det faktisk er muligt at slå børsindekset med så nicheprægede porteføljer som i Rapidus’ konkurrence. I løbet af 2006 steg Stockholmsbørsens OMX S30 med 19,5 procent, C20 i København med 12,2 procent, mens det nordiske indeks Nordic 40 klatrede 18,6 procent. Ikke mange investorer udsætter sig frivilligt for den ulogiske begrænsning, det er kun at satse på Øresundsselskaber. Rapidus takker derfor alle deltagerne under mottoet: Hvor intet vover, intet vinder.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: