Avail regner med dobbelt omsætning
Trods grundstødningen i svensk økonomi regner den Malmöbaserede softwareudvikler Avail Intelligence med at mere end fordoble omsætningen i år til cirka 20 millioner SEK. Samtidig vil selskabet opnå positivt cashflow for første gang i flere år.
I 2008 endte omsætningen på 8,5 millioner SEK, mens resultatet blev et underskud på 11,6 millioner SEK. Ifølge adm. dir. Pontus Kristiansson indgår underskuddet i planen for udenlandsk ekspansion. Sidste år åbnede virksomheden afdelinger i blandt andet Frankrig og Italien, mens et mere aggressivt USA-fremstød samtidig er blevet udskudt.
Firmaets software anvendes til at øge omsætningen på netbutiksider som CDON, AdLibris og det franske postordrefirma La Redoute. I løbet af året er blandt andet den britiske cykelhandlerkæde Evans Cycle og det italienske forbrugerelektronikfirma Monclick kommet til.
-- For os har finanskrisen snarere øget end mindsket efterspørgslen, eftersom netbutiksiderne i stedet for at fokusere på at tiltrække trafik nu forsøger at optimere hjemmesiden, siger Pontus Kristiansson.
Ifølge ham kommer cirka 80 procent af salget i dag fra udlandet. I 2009 vil virksomheden opnå positivt cashflow, selv om han regner med omkring fem millioner SEK i underskud. Avail Intelligence beskæftiger i dag 24 personer. Ejere er ventureselskabet Scope, dele af personalet, Pontus Kristiansson samt de øvrige tre grundlæggere.
Af Erik Olausson