Anoto har etableret verdensstandard for digitalt papir
Ideonvirksomheden Anoto kickstartede Comdexmessen i USA ved i morges at præsentere en lang række strategiske partnerskaber med verdens førende producenter af kalendere og notesblokke. Der er også en aftale med 3M - virksomheden bag de populære Post-It sedler.
Det virkelig interessante er egentlig ikke de enkelte partnerskaber, men at aftalen fjerner den tvivl, der har været omkring mulighederne for et lille selskab fra Lund for at etablere en verdensstandard for digitalt papir.
-- På kort tid er det lykkedes os at få store dele af hele papirindustrien til at tilslutte sig digitalt papir. Vi er en defacto-standard nu, kommenterer Anotos adm. dir. og grundlægger Christer Fåhraeus i telefonen fra Comdexmessen.
Desuden er forhandlingerne gået lynhurtigt. Anoto-teknologien med digitalt papir og pen blev lanceret så sent som i april. Dengang var der kun aftaler med Time Manager og Ericsson. Trykningen af de første kalendere med Anoto-papir starter allerede efter årsskiftet og lanceres kommercielt sammen med Anoto-pennen næste efterår som optakt til kalenderåret 2002.
Via aftalerne får Anoto adgang til omkring to tredjedele af verdensmarkedet for professionelle kalendere, der omfatter 150-200 millioner eksemplarer hvert år. Anotos indtægt er fem dollars per kalender, men indtægterne vil de første år blive begrænset af antallet af solgte penne, som i år 2002 forventes at udgøre nogle millioner.
På længere sigt håber Anoto, at det digitale papir også vil være at finde i billigere kalendere.